resumè af tekst 2

At skabe antropologisk viden om børn

i kapitlet vil de søge og præcisere hvilke særlige perspektiver antropologien kan biddrage med i forhold til studier af børn og pege på sammenhængen mellem teoretiske refleksioner og etnografiske metoder.antropologisk ses i kapitlet som en videnskabelig siciplin, der er rettet mod børnene og de sammenhænge de indgår i.

Der bliver udforsket i børnenes hverdagsliv og den antropologiske viden er rettet mod betydningssystemer og sociale processer og er derfor optaget af at forstå kompleksiteten ved den menneskelige sameksistens frem for anvendelses orienteret kortlægninger af prædefinerede problemstillinger.

Den antropologiske viden om børn er hermed et ideal for en forskningsmæssig åbenthed som der giver indsigt i sammenhængen mellem børns handlinger, opfattelse og opvækstbetingelserne og relationer. Et ideal om at indfange den kompleksitet der viser og kan forklare menneskelig praksis gennem en systematisk afdækning og analytisk adskillelse af de mange sameksistentielle sociale og kulturelle forhold. Antropologisk viden skabes ved en tilstedeværelse i ”felten” hvor man i længere tid indgår i sociale situationer og opbygger relationer til de mennesker, man udforsker for at få så meget overblik/indtryk over/af deres liv og opfattelser som muligt, dette ”feltarbejde” kan vare i måneder og endda flere år. Det kan tage så lang tid fordi at det kun er observationer af individet der kan give svar som et evt. spørgeskema eller et kort visit ikke ville kunne give. Det er kun at se individet i det`s dagligdag der kan give de svar.

”feltarbejdet” er også ligesåmeget at undre sig over det man møde og stille spørgsmål til de handlinger man ser, i børnehaven ser man for eks at børn bliver tilbudt at plukke bær den ene dag og male den anden dag og diverse andre aktiviteter, det synes ikke at have et bestemt formå og det er heller ikke et krav at børnene deltager i aktiviteten.

Centralt i feltarbejdets terminologi står begrebet deltager observation.der står i kap. At det er vigtigt at deltage i observationen for at kunne forstå det man ser og ikke kun får den opfattelse man henter fra begreber fra ens egen verden. Man skal altid huske at holde sig distangseret fra individet man observerer for at kunne indsamle den nødvendige data/impiri.

Det er en nødvendighed at kunne ditancere sig selv fra de/det individ man observerer for at kunne holde en professionel distance og få en forståelse af livssituationen, der bliver i kap. Nævnt børnearbejde i tanzania, der er det en nødvendighed at kunne distancere sin egen barndom fra deres barndom og observere hvorfor det er en nødvendighed for de børn at arbejde.

Ifeltarbejdet med små børn kan det være en god ide at benytte sig af en bånoptager eller fimle observationerne fordi at stille børn ellers kan blive overset, hvor de ved at observationen bliver filmet kan de komme til syne. Når store dele af børneforskningen i dag lægger vægt på børns egne fortolkninger udsagn og handlinger er det fordi at vi herigennem får helt andre typer af viden om hverdagslivet som den former sig i konkrete sammenhænge for visse børn. Og denne viden sammenholdt med med indsigten i hverdagslivets interaktioner,de fysiske omgivelser og sociale betingelser, bidrager til vores teoretiske fortolkninger af såvel børns sociokulturelle livsomstændigheder som mere overordnede kulturelle forestillinger og værdier.

resumè af tekst 1

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!

Børns kulturelle udtryksformer og værdier.

Loven om Pædagogiske læreplaner i dagtilbud for børn siger, at ” Det enkelte dagtilbud skal

udarbejde en pædagogisk læreplan (…) der giver rum for leg, læring og udvikling”. Småbørns pædagogikken kommer derfor under en overordnet målstyring, dette giver problemer for leg kan verken måles eller styres. Legen og kvaliteten af legen giver kun mening for dem der deltager Læring skal, i betydningen

undervisning, både formålsbestemmes og pædagogisk planlægges. Dens resultater betragtes i

forhold til de mål, der blev formuleret som udgangspunkt. Anlægger man et individuelt perspektiv

på udvikling, kan ethvert fremskridt på et hvilken som helst niveau noteres positivt, men i en

læreplan er udviklingsbegrebet kollektivt. Det betyder i praksis, at det risikerer at falde sammen

med ’læringens’ målbestemmelser og dermed blive et normativt begreb, det vil sige en handling der bør udføres. Udover det siger loven at ”den pædagogiske læreplan skal(..)arbejde med mål for læring og indeholde overordnede pædagogiske beskrivelser af relevante mulige aktiviteter og metoder” hvis læring er undervisning så er målet ikke noget problem, det bliver et problem når læringen ikke er undervisning. Der er læring i betydning, erfaring og erkendelse i forbindelse med leg men legen kan ikke målsættes r. Udover sprog, sociale kompetencer, personlige kompetencer, natur og

naturfænomener skal de kommende pædagogiske læreplaner også omfatte:

”Kulturelle udtryksformer og værdier (kendskab til forskellige kulturelle udtryksformer og værdier,

udnyttelse og brug af sanser via musik, tegning, dramatik, ler m.v.)”

Det er fortolkningen af temaet der er artiklens formål, At tænke børns kulturelle udtryksformer og værdier under en politisk bestemt målsætning de ældre generationer ser det som vigtigs at børnene lærer faglige færdigheder imens at børnene selv ser de kulturelle færdigheder som vigtigs.De er vigtige

for dem, fordi de er porten til venner, til deltagelse, til socialt liv, til erfaring og erkendelse – altså

til læring. Det er her, cocktailen bliver eksplosiv: indebærer læreplanerne at børns egne

interessesfelter og deres egne måder at skabe, handle og erkende på, skal nedprioriteteres og at de

pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der kan fremme faglige færdigheder skal opprioriteres? Er det et

enten eller? Kan perspektiverne forenes? Og det er ikke fordi de to færdigheder kan fungere sammen, men de faglige færdigheder bliver prioriteret størst og det er problemet.

Hvorfor ’læreplaner’? Hvorfor ikke blot overordnede målsætninger for pædagogiske dagtilbud? Danmark har i det 20. århundrede rost sig selv for sin oplysnings-, uddannelses-, børne- og ældreomsorgstænkning. Vi har satset kollektivt på retten til grunduddannelse, retten til videregående uddannelsesstøtte, på fri adgang til viden, oplysning og

kvalitetspræget underholdning, retten til tryg alderdom. Internationale undersøgelser viser at de danske børn ikke er faglige nok og at for at kunne følge med i globaliseringen skal de starte tidligere md at regne og skrive og lære sprog, artiklen spørger om bryde den småbørnspædagogiske tradition og satse tidligere på faglig viden og færdigheder?

Der var turbulens og protest, da skolelovene fra 1814 gjorde undervisning lovpligtig og i første

omgang hver anden uge tvang selv landbobørn væk fra arbejdet i stalde, marker og køkkener. I det

20.århundrede blev turbulensen erstattet af en kollektiv bevidsthed om undervisningens og

skolernes nødvendighed.. Siden 60-70erne hvor kvinderne også kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet blev småbørnsinstitiutionerne en nødvendighed. Dog er de endnu et så ungt felt at der endnu ikke er skabt en bevidst samfundsmæssig vigtighed. Eller enighed om det er godt eller skidt og disse diskusioner har delt de yngre og ældre generationer det er endnu kun 1,5 generationer der har erindringer fra småbørnsinstiutioner. Derfor står vi lige nu med en pædagogisk professionsbevidsthed uden bred folkelig forankring. Sider 60-erne har der eksisteret småbørnspædagogik

Nu har globaliseringen og de overnationale uddannelses- og kompetencetænkninger

sat en anden politisk dagsorden: integrer leg og læring! Danmark har allerede i en årrække fulgt dagsordenen. ’Indskoling’ hed det første slogan, der tog det sidste år fra børnehavelivet. Fænomenet skulle have været lovpligtigt. Det blev

det ikke. Men de færreste forældre vover at lade være med at tage imod tilbuddet, fordi det fremstår

som et karriere- og succeskriterium. I dag kalder vi det med et retorisk kombinationsgreb for

’børnehave – klasser’ og diskuterer de mulige synergier, der er opstået mellem de tidligere

professionsfjender: småbørnspædagoger og skolelærere. Det er ikke kulturelle udtryksformer og værdier i almenhed, der skal laves læreplaner for. Det er børns kulturelle udtryksformer og værdier. At bestemme dem kræver et begreb ikke blot om kultur og børnekultur, men også om børns kultur. Her står vi overfor første vanskelighed. ’Kulturelle

udtryksformer og værdier’ oversættes blandt pædagoger oftest med klassiske kunstneriske udtryk –

litteratur, teater, musik, billedkunst for børn, som børn dels kunne ’møde’ dels kunne ’øve sig i’ i

værkstedslignende sammenhænge – musikværksteder osv.som voksne retter til børn, men

som ikke omfatter børns egne kulturelle udtryksformer, de processer, de udvikles i, de redskaber, de

benytter sig af, og de værdier, der knytter sig til dem. Eftersom netop det sidste er det centrale, må

en faglig begrundet fortolkning gøre op med den forforståelse, der knytter sig til det gamle

børnekulturbegreb og dets udviklingspsykologiske optik, og præcisere det nye børnekulturbegreb,

der kan gøre det klart, at udvikling af kulturelle udtryksformer og værdier i dagtilbud for børn først i

absolut anden række handler om, at børn skal møde professionelle kunstneriske udtryksformer og få

mulighed for at deltage i såkaldte musisk-kreative aktiviteter. Børns kultur dækker med andre ord over det brede register af udtryksformer, børn tager i brug i

hverdagen i et ihærdigt forsøg på at skabe mening her og nu. Det er, som Carsten Jessen skriver,

”kultur, fordi børn nok er født med biologiske forudsætninger for at kunne gå og hoppe, men ikke

med de konkrete former for gangarter og hoppemåder indkodet i generne. Det er børns kultur, fordi

de henter forbillederne og formerne fra hinanden.” Det 20.århundredes udviklingskonstruktion byggede på en pædagogisk udlægning af det klassiske humanistiske kulturbegreb – dannelsesbegrebet. I sin originale version hævder det kulturbegrebet begrebet, at vi som mennesker både er subjekter og objekter for vores egen dannelse, at vi på de til

enhver tid givne betingelser arbejder på os selv livet igennem. Den pædagogiske udlægning tilføjer,

at da børn som børn ikke selv kan være subjekter, er det de voksnes pligt at arbejde med dem, indtil

de selv har fået forudsætninger for at tage over. Hermed fordeles rollerne mellem voksne og børn.

Voksne bliver planlæggende subjekter, børn formbare, modtagende objekter – det pædagogiske

børnekulturbegreb er blevet til.