DKK. Resumè af tekst 3
Artiklen handler om de forskellige kulturbegreber der har været på spil i det børnekulturelle område op igennem årene. Artiklen fortæller om den kultur der har ændret barndommens struktur fra den samfundsmæssige udvikling fra et moderne industrisamfund til en senmoderne videns– og oplevelsessamfund.
Thomas Ziehe som var en tysk professor i pædagogik var tidligt ude med en mening om konsekvenserne af den igangværende kulturelle forandring der var under opløb.
I 1950èrne finder en kulturel frisættelse sted.
Op til 1980èrne- kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner havde monopol på hver sin tilgang til det æstetiske og de kvalitetsforestillinger, der knyttede sig til forvaltningen af det.
I 1980èrne bliver alt æstetisk ischenesat og kan ses i lokalplanerne og på reklamesøjler
Efter 1980érne bliver de overnævnte monopoler og æstetiske teknikker brudt, og udtryks og kommunikationsformer begynder at blive taget i brug i hverdagen.
Børnenes kulturelle muligheder har fra 1950èrne rykket sig markant i forhold til nu, og det skyldes i høj grad medierne. Der er kommet rigtig mange æstetiske udfoldelses muligheder men til gengæld knap så mange fysiske udfoldelsesmuligheder. I tagt med at der er kommet flere æstetiske udfoldelsesmuligheder er der til gengæld langt fra børnenes hverdag og de æstetiske udtryk derfra og den professionelle formidling til børnene som er de kunsteriske og kulturelle udtryk.
Fra 1950èrne og frem til det 20`ne århundrede legede børnene meget udenfor. Det var de fysiske aktiviteter der var focus på. I dag er det mere de æstetiske aktiviteter der er focus på. I det 20`ne århundrede begyndte børnene at bruge computere og frem til til 21`ne århundrede er det kun blevet mere udbredt og har bredt sig til uddannelsessystemet. Og det er for at følge udviklingen i resten af verdenen. Børn i dag ville ikke kunne tænke sig til at to dåser med en snor fra den ene til den anden dåse kunne fungere som en tlf. det er affald.
Mit navn er Tina jeg er 32 år og er lige flyttet til Åbenrå. Dette er min DKK blog, jeg skal bruge denne blog til at ligge mine opgaver fra dansk kultur og kommunikation ind.
mandag den 25. november 2013
DKK Aktivitet 4
Jeg har i forløbet børn og deres legekultur lært meget om børn og hvordan deres egen æstetiske leg påvirker dem og hvordan vi som pædagoger kan påvirke børn æstetisk. Jeg har lært at en tegnefilm ikke bare er skønheden og uddyret men at barnet vil finde en relation i tegnefilmen. Min datter er for eks. Dybt optaget af Belle og har endda overværet hvordan hun står foran spejlet og sætter sit hår.. (hun er kun to!)
Jeg har lært at en tegning ikke bare er en krussedulle, men noget barnet har oplevet eller sammenligner sig selv med og at man kan bruge tegninger, tegnefilm gakkede gangarter som lærerigt for børnene og på den måde med leg lære børnene det man nu sætter sig for at lære dem. Eks. Hvis det nu er insekter man vil lære børnene om så er der jo alverdens børnesange der handler om ederkopper, mariehøner og snegle ellers hvis det nu bare er farverne man vil lære børnene så kan man bruge sangen jeg vil male kjolen blå og sætte børnene med en masse farver og papir ved et bord og selv lade dem tegne det de hører eller forestiller sig.. fantasien har ingen grænser
Jeg har i forløbet børn og deres legekultur lært meget om børn og hvordan deres egen æstetiske leg påvirker dem og hvordan vi som pædagoger kan påvirke børn æstetisk. Jeg har lært at en tegnefilm ikke bare er skønheden og uddyret men at barnet vil finde en relation i tegnefilmen. Min datter er for eks. Dybt optaget af Belle og har endda overværet hvordan hun står foran spejlet og sætter sit hår.. (hun er kun to!)
Jeg har lært at en tegning ikke bare er en krussedulle, men noget barnet har oplevet eller sammenligner sig selv med og at man kan bruge tegninger, tegnefilm gakkede gangarter som lærerigt for børnene og på den måde med leg lære børnene det man nu sætter sig for at lære dem. Eks. Hvis det nu er insekter man vil lære børnene om så er der jo alverdens børnesange der handler om ederkopper, mariehøner og snegle ellers hvis det nu bare er farverne man vil lære børnene så kan man bruge sangen jeg vil male kjolen blå og sætte børnene med en masse farver og papir ved et bord og selv lade dem tegne det de hører eller forestiller sig.. fantasien har ingen grænser
søndag den 6. oktober 2013
resumè af tekst 2
At skabe
antropologisk viden om børn
i
kapitlet vil de søge og præcisere hvilke særlige perspektiver
antropologien kan biddrage med i forhold til studier af børn og pege
på sammenhængen mellem teoretiske refleksioner og etnografiske
metoder.antropologisk ses i kapitlet som en videnskabelig siciplin,
der er rettet mod børnene og de sammenhænge de indgår i.
Der
bliver udforsket i børnenes hverdagsliv og den antropologiske viden
er rettet mod betydningssystemer og sociale processer og er derfor
optaget af at forstå kompleksiteten ved den menneskelige
sameksistens frem for anvendelses orienteret kortlægninger af
prædefinerede problemstillinger.
Den
antropologiske viden om børn er hermed et ideal for en
forskningsmæssig åbenthed som der giver indsigt i sammenhængen
mellem børns handlinger, opfattelse og opvækstbetingelserne og
relationer. Et ideal om at indfange den kompleksitet der viser og kan
forklare menneskelig praksis gennem en systematisk afdækning og
analytisk adskillelse af de mange sameksistentielle sociale og
kulturelle forhold. Antropologisk viden skabes ved en tilstedeværelse
i ”felten” hvor man i længere tid indgår i sociale situationer
og opbygger relationer til de mennesker, man udforsker for at få så
meget overblik/indtryk over/af deres liv og opfattelser som muligt,
dette ”feltarbejde” kan vare i måneder og endda flere år. Det
kan tage så lang tid fordi at det kun er observationer af individet
der kan give svar som et evt. spørgeskema eller et kort visit ikke
ville kunne give. Det er kun at se individet i det`s dagligdag der
kan give de svar.
”feltarbejdet”
er også ligesåmeget at undre sig over det man møde og stille
spørgsmål til de handlinger man ser, i børnehaven ser man for eks
at børn bliver tilbudt at plukke bær den ene dag og male den anden
dag og diverse andre aktiviteter, det synes ikke at have et bestemt
formå og det er heller ikke et krav at børnene deltager i
aktiviteten.
Centralt
i feltarbejdets terminologi står begrebet deltager observation.der
står i kap. At det er vigtigt at deltage i observationen for at
kunne forstå det man ser og ikke kun får den opfattelse man henter
fra begreber fra ens egen verden. Man skal altid huske at holde sig
distangseret fra individet man observerer for at kunne indsamle den
nødvendige data/impiri.
Det
er en nødvendighed at kunne ditancere sig selv fra de/det individ
man observerer for at kunne holde en professionel distance og få en
forståelse af livssituationen, der bliver i kap. Nævnt børnearbejde
i tanzania, der er det en nødvendighed at kunne distancere sin egen
barndom fra deres barndom og observere hvorfor det er en nødvendighed
for de børn at arbejde.
Ifeltarbejdet
med små børn kan det være en god ide at benytte sig af en
bånoptager eller fimle observationerne fordi at stille børn ellers
kan blive overset, hvor de ved at observationen bliver filmet kan de
komme til syne. Når store dele af børneforskningen i dag lægger
vægt på børns egne fortolkninger udsagn og handlinger er det
fordi at vi herigennem får helt andre typer af viden om
hverdagslivet som den former sig i konkrete sammenhænge for visse
børn. Og denne viden sammenholdt med med indsigten i hverdagslivets
interaktioner,de fysiske omgivelser og sociale betingelser, bidrager
til vores teoretiske fortolkninger af såvel børns sociokulturelle
livsomstændigheder som mere overordnede kulturelle forestillinger og
værdier.
resumè af tekst 1
Gakkede
gangarter, vilde vitser, rallende råb!
Børns
kulturelle udtryksformer og værdier.
Loven
om Pædagogiske læreplaner i dagtilbud for børn siger, at ” Det
enkelte dagtilbud skal
udarbejde
en pædagogisk læreplan (…) der giver rum for leg, læring og
udvikling”. Småbørns pædagogikken kommer derfor under en
overordnet målstyring, dette giver problemer for leg kan verken
måles eller styres. Legen og kvaliteten af legen giver kun mening
for dem der deltager Læring skal, i betydningen
undervisning,
både formålsbestemmes og pædagogisk planlægges. Dens resultater
betragtes i
forhold
til de mål, der blev formuleret som udgangspunkt. Anlægger man et
individuelt perspektiv
på
udvikling, kan ethvert fremskridt på et hvilken som helst niveau
noteres positivt, men i en
læreplan
er udviklingsbegrebet kollektivt. Det betyder i praksis, at det
risikerer at falde sammen
med
’læringens’ målbestemmelser og dermed blive et normativt
begreb, det vil sige en handling der bør udføres. Udover det siger
loven at ”den pædagogiske læreplan skal(..)arbejde med mål for
læring og indeholde overordnede pædagogiske beskrivelser af
relevante mulige aktiviteter og metoder” hvis læring er
undervisning så er målet ikke noget problem, det bliver et problem
når læringen ikke er undervisning. Der er læring i betydning,
erfaring og erkendelse i forbindelse med leg men legen kan ikke
målsættes r. Udover sprog, sociale kompetencer, personlige
kompetencer, natur og
naturfænomener
skal de kommende pædagogiske læreplaner også omfatte:
”Kulturelle
udtryksformer og værdier (kendskab til forskellige kulturelle
udtryksformer og værdier,
udnyttelse
og brug af sanser via musik, tegning, dramatik, ler m.v.)”
Det
er fortolkningen af temaet der er artiklens formål, At tænke børns
kulturelle udtryksformer og værdier under en politisk bestemt
målsætning de ældre generationer ser det som vigtigs at børnene
lærer faglige færdigheder imens at børnene selv ser de kulturelle
færdigheder som vigtigs.De er vigtige
for
dem, fordi de er porten til venner, til deltagelse, til socialt liv,
til erfaring og erkendelse – altså
til
læring. Det er her, cocktailen bliver eksplosiv: indebærer
læreplanerne at børns egne
interessesfelter
og deres egne måder at skabe, handle og erkende på, skal
nedprioriteteres og at de
pædagogisk
tilrettelagte aktiviteter, der kan fremme faglige færdigheder skal
opprioriteres? Er det et
enten
eller? Kan perspektiverne forenes? Og det er ikke fordi de to
færdigheder kan fungere sammen, men de faglige færdigheder bliver
prioriteret størst og det er problemet.
Hvorfor
’læreplaner’? Hvorfor ikke blot overordnede målsætninger for
pædagogiske dagtilbud? Danmark har i det 20. århundrede rost sig
selv for sin oplysnings-, uddannelses-, børne- og
ældreomsorgstænkning. Vi har satset kollektivt på retten til
grunduddannelse, retten til videregående uddannelsesstøtte, på fri
adgang til viden, oplysning og
kvalitetspræget
underholdning, retten til tryg alderdom. Internationale undersøgelser
viser at de danske børn ikke er faglige nok og at for at kunne følge
med i globaliseringen skal de starte tidligere md at regne og skrive
og lære sprog, artiklen spørger om bryde den småbørnspædagogiske
tradition og satse tidligere på faglig viden og færdigheder?
Der
var turbulens og protest, da skolelovene fra 1814 gjorde undervisning
lovpligtig og i første
omgang
hver anden uge tvang selv landbobørn væk fra arbejdet i stalde,
marker og køkkener. I det
20.århundrede
blev turbulensen erstattet af en kollektiv bevidsthed om
undervisningens og
skolernes
nødvendighed.. Siden 60-70erne hvor kvinderne også kunne stå til
rådighed for arbejdsmarkedet blev småbørnsinstitiutionerne en
nødvendighed. Dog er de endnu et så ungt felt at der endnu ikke er
skabt en bevidst samfundsmæssig vigtighed. Eller enighed om det er
godt eller skidt og disse diskusioner har delt de yngre og ældre
generationer det er endnu kun 1,5 generationer der har erindringer
fra småbørnsinstiutioner. Derfor står vi lige nu med en
pædagogisk professionsbevidsthed uden bred folkelig forankring.
Sider 60-erne har der eksisteret småbørnspædagogik
Nu
har globaliseringen og de overnationale uddannelses- og
kompetencetænkninger
sat
en anden politisk dagsorden: integrer leg og læring! Danmark har
allerede i en årrække fulgt dagsordenen. ’Indskoling’ hed det
første slogan, der tog det sidste år fra børnehavelivet. Fænomenet
skulle have været lovpligtigt. Det blev
det
ikke. Men de færreste forældre vover at lade være med at tage imod
tilbuddet, fordi det fremstår
som
et karriere- og succeskriterium. I dag kalder vi det med et retorisk
kombinationsgreb for
’børnehave
– klasser’ og diskuterer de mulige synergier, der er opstået
mellem de tidligere
professionsfjender:
småbørnspædagoger og skolelærere. Det er ikke kulturelle
udtryksformer og værdier i almenhed, der skal laves læreplaner for.
Det er børns kulturelle udtryksformer og værdier. At bestemme dem
kræver et begreb ikke blot om kultur og børnekultur, men også om
børns kultur. Her står vi overfor første vanskelighed. ’Kulturelle
udtryksformer
og værdier’ oversættes blandt pædagoger oftest med klassiske
kunstneriske udtryk –
litteratur,
teater, musik, billedkunst for børn, som børn dels kunne ’møde’
dels kunne ’øve sig i’ i
værkstedslignende
sammenhænge – musikværksteder osv.som voksne retter til børn,
men
som
ikke omfatter børns egne kulturelle udtryksformer, de processer, de
udvikles i, de redskaber, de
benytter
sig af, og de værdier, der knytter sig til dem. Eftersom netop det
sidste er det centrale, må
en
faglig begrundet fortolkning gøre op med den forforståelse, der
knytter sig til det gamle
børnekulturbegreb
og dets udviklingspsykologiske optik, og præcisere det nye
børnekulturbegreb,
der
kan gøre det klart, at udvikling af kulturelle udtryksformer og
værdier i dagtilbud for børn først i
absolut
anden række handler om, at børn skal møde professionelle
kunstneriske udtryksformer og få
mulighed
for at deltage i såkaldte musisk-kreative aktiviteter. Børns kultur
dækker med andre ord over det brede register af udtryksformer, børn
tager i brug i
hverdagen
i et ihærdigt forsøg på at skabe mening her og nu. Det er, som
Carsten Jessen skriver,
”kultur,
fordi børn nok er født med biologiske forudsætninger for at kunne
gå og hoppe, men ikke
med
de konkrete former for gangarter og hoppemåder indkodet i generne.
Det er børns kultur, fordi
de
henter forbillederne og formerne fra hinanden.” Det 20.århundredes
udviklingskonstruktion byggede på en pædagogisk udlægning af det
klassiske humanistiske kulturbegreb – dannelsesbegrebet. I sin
originale version hævder det kulturbegrebet begrebet, at vi som
mennesker både er subjekter og objekter for vores egen dannelse, at
vi på de til
enhver
tid givne betingelser arbejder på os selv livet igennem. Den
pædagogiske udlægning tilføjer,
at
da børn som børn ikke selv kan være subjekter, er det de voksnes
pligt at arbejde med dem, indtil
de
selv har fået forudsætninger for at tage over. Hermed fordeles
rollerne mellem voksne og børn.
Voksne
bliver planlæggende subjekter, børn formbare, modtagende objekter –
det pædagogiske
børnekulturbegreb
er blevet til.
Abonner på:
Opslag (Atom)